Nissekys og a capella sang
Anders' traditioner
Julen er i høj grad også traditionernes fest.
Og hjemme på min matrikel er der særligt to cd’er som skal spilles (flere gange) hver jul.
Da mine børn var små, hørte vi rigtig meget CD’en Nissekys og Stjernedrys.
Selvom den naturligvis er lavet til børn, så har den også en rigtig god julevibe, og samtidig rummer den et væld af forskellige musikalske stilarter – lige fra klassiske julesange til mere moderne fortolkninger og folkelige toner. Det er en af de sjældne børneudgivelser, som både børn og voksne kan nyde, og den spreder en magisk julestemning, der passer perfekt til alt fra julebag til hyggelige stunder omkring kalenderlyset.
Med sange om nisser, stjernedrys og juletraditioner er Nissekys og Stjernedrys blevet det musikalske bagtæppe til mine minder om julen, da mine børn var små.
Da børnene blev lidt ældre faldt vi over jule-cd’erne fra a capella gruppen Basix.
Der er både egne kompositioner og genindspilninger af forskellige juleklassikere.
Jeg tror at vi alle blev lidt benovede over de flerstemmige vokalarrangementer og deres evne til at skabe en fyldig lyd uden instrumenter. Det er julelyd uden bjælder og harper. Men ikke desto mindre vældig stemningssættende.
Det er også musik som vi skal høre hver jul. Det er på en måde et afbræk fra julemusikken uden at det reelt er det.