Løb i Løvbakkerne: Bliv Vandets Ven

Ved Herning Vand

  • Målgruppe: 4. – 6. klasse
  • Type: Udendørs løb 
  • Temaspor: Rent vand og sanitet
  • Dato: Onsdag den 2. oktober
  • Vælg mellem følgende tidspunkter:
    9.00 – 10.30 
    11.00 – 12.30 
    13.00 – 14.30 
  • Sted: Løvbakkerne. Mødested: Løvbakke Naturskole, Løvbakkevej 32, 7400 Herning

Lær om vandets kredsløb og bliv Vandets Ven med dette løb, som foregår i Løvbakkerne.

Undervejs vil eleverne nå forbi fem poster, der alle vil give eleverne viden samt byde på en lille opgave.

Efter løbet vil eleverne have fået viden om

  • vandets naturlige kredsløb, og hvordan vandet cirkulerer i naturen og altid har gjort det
  • hvordan vandet dannes i jorden, og hvordan forskellige jordtyper påvirker vandet undervejs
  • de processer, der sker på vandværket, inden vandet ender i hanen hjemme hos os selv
  • hvor mange steder vi egentlig bruger vand, og hvordan vi kan være med til at spare på vandet
  • at det er vigtigt at passe på vores vand, fx ved ikke at bruge toilet og kloak til kemikalier og affald 

Personalet fra Herning Vand kører løbet, men eleverne skal have lærere med rundt på løbet.

Om Herning Vand

Vi arbejder hver dag for at sikre dig rent og velsmagende drikkevand, ligesom vi indsamler og renser dit spildevand, inden vi fører det retur til vandkredsløbet. Det gør vi med respekt for vores kunder, samarbejdspartnere og samfundet.

Ovenstående er Herning Vands kerneopgave, og hver dag arbejder 65 ansatte for at opfylde netop det. Siden 1907 har Herning by fået vand fra et vandværk, og i dag ejer og driver vi tre vandværker (Østre, Nordre og Vestre), der leverer rent vand til cirka 18.000 kunder. Spildevandet fra hele Herning Kommune renses på et af de 11 renseanlæg, hvoraf Herning Renseanlæg på Ålykkevej 5 i Herning er det største. Det er også her, vi har vores administration samt plan- og projektafdeling.

Vi er et lokalt selskab, der spiller en aktiv rolle i udviklingen af kommunen, for der arbejdes og ageres lokalt, men vi søger også samarbejder både regionalt, nationalt og internationalt for at skabe tekniske og miljøbevidste løsninger, der gør gavn og sikrer, at vi ikke efterlader en regning til vores børn og børnebørn.

Læs mere om Herning Vand her

Børnefolkemødet 2024 er støttet af Spar Nord Fonden, Nordea Fonden og Statens Kunstfond