Når jorden under os brænder: forfatterforedrag og samtale om klimalitteratur

Ved Ida-Marie Rendtorff

  • Målgruppe: 7. – 8. klasse
  • Type: Foredrag og workshop
  • Temaspor: Trivsel – vand og mental sundhed
  • Dato: Torsdag den 3. oktober 
  • Vælg mellem følgende tidspunkter:
    9.00 – 10.15
    10.30 – 11.45
  • Sted: Biblioteket i Herning, Østergade 8, 7400 Herning

Klimaet spiller en stadig større rolle i den litteratur, der udgives i dag. Forfatter Ida-Marie Rendtorff har skrevet både realisme, dystopier og fantastiske fortællinger, men uanset genre handler det ofte om at finde sit mod og sin egen vej. Hun er optaget af det svære og nogle gange sjove, som sker mellem mennesker, men også af det større billede – det som sker i verden omkring os, fx med klimaet og naturen. Hendes bøger handler bl.a. om, hvordan det er at være barn og ung og skulle finde sit ståsted midt i alt dette. 

I foredraget vil Ida-Marie Rendtorff fortælle om, hvordan flere af hendes realistiske bøger er inspireret af egne oplevelser, og hun giver eleverne indblik i processen fra idé til bog – om hvordan det hele tit starter med en undren eller et ”Hvad nu hvis…”, og om hvordan hun som barn drak blæk og skrev på væggene, og hvorfor havet spiller en rolle i mange af hendes romaner. 

Efter forfatterforedraget vil der være en kort forfattertalk, hvor Ida-Marie Rendtorff taler med børnelitteraturformidler Maria Bjørn om litteratur og klima, og hvilken rolle litteraturen spiller for vores sundhed og trivsel i klimadebatten.

Efter foredraget skabes der rum til refleksion, og eleverne udfylder/dekorerer dråber, som skal indgå i et større fællesværk, der udstilles på Biblioteket i Herning.

Forslag til eventuel læsning med fokus på fremtid, klima og natur

Fantasyfortællingen ”Isens hjerte” passer til læsning i 4.- 5. klasse, dystopien ”Skyggefolket” til 5. klasse og ”Kloden under vand” til 6. klasse og opefter. Dystopien ”Himlen over i morgen” passer til 7., 8. og 9. klassetrin. I 2021 kom bogen på Kulturministeriets shortliste over årets bøger. 

Havet og isen spiller en afgørende rolle i flere af disse titler, mens andre beskriver, hvad der kan ske, når vand bliver en mangelvare.

Læs mere om Ida-Marie Rendtorff her

Foto: Peter Kirkeskov Rasmussen
Børnefolkemødet 2024 er støttet af Spar Nord Fonden, Nordea Fonden og Statens Kunstfond