Årets bøger 2022
Det bedste, vi læste i 2022
Hvert år har vores litteraturformidlere fornøjelsen af at præsentere årets bedste læseoplevelser for lånerne til arrangementet ÅRETS BØGER.
Det er en festlig fejring af læseåret der gik og en hyggelig aften hvor lånere og formidlere inspirerer hinanden.
Gik du glip af ÅRETS BØGER i 2022, så får du her formidlernes 20 bedste læseroplevelser fra 2022.
Hvad skete der i læseåret 2022?
Samlet indeholder listen herunder mere end 7.000 siders fantastisk underholdning. Men er der egentligt noget, der særligt kendetegner læseåret 2022?
Noget af det, der har fanget vores opmærksomhed i 2022, er bøger om dramatiske skæbner og stærke kvinder. Er du også vild med spændende historiske romaner med kvindelige hovedpersoner, så tag et kig på Grevinden, Kriger uden maske og Annas sang.
Den fortællende faglitteratur har vi også set meget af i 2022. Læs blandt andet den underholdende og interessante bog Vandets stille hvisken, om vandets kulturhistorie. Eller hvad med Vandrelyst - Godt selskab, hvor Ritt Bjerregaard og Christine Antorini traver landet rundt i selskab med forskellige interessante danske kvinder?
Vi har også læst mange bøger om uperfekte mennesker og forhold i 2022. Det er bøger, som læseren kan spejle sit liv i, eller som sætter tankerne i gang om, hvordan livet kunne være. Særligt har vi været betaget af Højtryk og lavtryk af Meg Mason, Mand og Barn af Puk Qvortrup samt Fra i nat sover jeg på taget af Jens Christian Grøndahl.
Derudover kan vi kun give nedenstående bøger fra 2022 vores allervarmeste anbefalinger.
Vi glæder os til at dele mange flere læseoplevelser med jer i 2023.
/Hanne og Liselotte