How to teen

FABELAGTIGE FAGBØGER
Kamilla anbefaler

Åh, hvor kunne jeg dog selv have brugt denne bog, da jeg for ca. et årti siden rockede hård eyeliner, sort/hvide filtre og duckface-selfies i 9. klasse.

Selvom tiderne ændrer sig, er teenagelivets udfordringer på mange måder stadig de samme, og med bogen How to Teen er det netop forfatterens ønske at hjælpe andre teens med at navigere i den forvirrede, kaotiske og spændende tid, som teenageårene er.

I bogen berører Nina Lynggaard Jørgensen blandt andet emnerne popularitet, bagtaleri, uddannelse, fremtiden og livet på sociale medier. Og flere af disse emner hænger jo sammen.

SoMe var f.eks. helt nyt, da jeg var teen, og der opstod hurtigt en forbindelse mellem popularitet og SoMe. Jeg husker blandt andet min egen usikkerhed op til mine fødselsdage, da antallet af lykønskninger på Facebook-væggen var en popularitetsmarkør – ligesom likes og følgere er det i dag. Og jeg ved, at jeg ikke var den eneste, der gik med denne usikkerhed.

Både mine venner og jeg ville derfor have haft stor glæde af at læse How to Teen, så vi kunne få råd til at lære at finde retning i os selv, med vores venner og på de sociale medier.

Denne bog er til dig, der lige nu befinder dig i et af livets mest sårbare stadier, nemlig teenageårene.

Fra 10 år

/Kamilla

Lån bogen her